Nogen tid efter suppleret med endnu et scoop: Peter Ambeck-Madsen, LEGO
A/S, som blev John Hartvigs bedste ven. John Hartvig, formand ad et par
omgange, og æresmedlem resten af vejen.
Sådan gik det også i FEIEA – Federation of European Industrial Editors
Associations* – hvor han i en årrække var Executive member, og senere
General Secretary.
Møder og mennesker skulle man have det godt med. Gerne sjovt, gerne
højtideligt, alvorligt, arbejdsomt, tingene skulle være i orden, men
blev det for højtideligt, for mange guirlander i talerne, for glat, for
langtrukkent, krukket, så kom Bastilledagen – ”bøllen” – op i drengen
fra Amager, og så fandt han et lille sted, caféen i Paris, i England,
Tyskland, Østrig, Spanien, Portugal … og alle de andre steder
medlemskabet af DP**, og dermed FEIEA, førte ham hen.
Med et glas øl, en cigar/cigaret, iagttagelsen af menneskene på pladsen
i Bruxelles og nydelsen, tilstedeværelsen i livet indfandt sig. – Og
John Hartvigs kone, Anni, datteren Gitte, som af og til var med, Birgit
Snizek, Peter Ambeck, Kaj og Kirsten, Norman og Jill, Lis fra Odense,
Dottore Salvati og Pierre Luigi, Rick Thomas, Henry Salembier, Kathie og
John og ”alle vi andre” fandt sammen i fælles fodslaw og utroligt meget
grin, omsorg – når man lige skulle høre om hinandens børn, forældre,
arbejde ...
Europæeren John. John Hartvig var ”Europæeren”, han talte et særdeles
præcist engelsk og tysk, en del fransk og lærte sig italiensk undervejs
i opgaven som President.
John Hartvig blev også så respekteret og afholdt i England, at han blev
”Honorary member of the British Association of Communicators in
Business” og “Good Old Fellow” i FEIEA-regi.
John Hartvig så også perspektivet og mulighederne i EU, så han fik
arrangeret indtil flere møder i EU-regi med 2-3 dages kurser for
medlemmerne af FEIEA. Det bragte både mange medlemmer fra FEIEA-landene
og ikke mindst mange danskere til Bruxelles, så vi kunne se, hvad det
handlede om og lære at bruge de gode kontakter på kryds og tværs til
informationer og udvikling.
Som journalister og kommunikatører var det nærliggende, at EU fandt
gruppen interessant. Og så så han f.eks. også muligheden for, at
medlemmer under FEIEA-paraplyen kunne erhverve et EU-pressekort. Et
gode, som vi nyder godt af, også i dag.
Kurserne på Journalisthøjskolen i Århus, de mange meget relevante møder
i DP, Utrætteligheden, inspirationen, den veloplagte jagt på nye
vinkler, ny viden, finde nye unge forskere, som kunne give os den
seneste viden om, hvad der var væsentlig i forbindelse med vores job,
som personalebladsredaktører, journalister, fotografer, love og regler …
Det har været så sjovt og udviklende at være satellitter i John Hartvigs
store og seriøse drive. Forbundet med en tilsvarende evne til bevidst og
ubevidst at analysere, hvad det egentlig var, der foregik. Om det
menneske foran ham, var seriøs eller en fusentast. Og han var ikke længe
om at skære overflade fra. Det fik en af vore europæiske kolleger til
næsten at springe i luften. Havde det vrede medlem haft sin kårde, ville
der have stået duel på dagsordenen.
Tilsvarende hurtig var John Hartvig til at se det komiske i en
situation, det grinagtige – og så trillede tårerne ham ned ad kinderne,
så lommetørklædet måtte frem. Og det måtte også vores af bare grin.
Der er så mange gode oplevelser i det liv, så de seneste års kamp med
sygdom må blegne og skylle bort med bølgerne efter et levet liv til
sidste minut.
Tak for dit venskab, de mange gode råd og de mange store grin!
Inge-Margrethe
*)
nu: ”Federation of European Business Communicators Associations”
**)
Dansk Personalebladsforening - DP; nu: Foreningen for Intern Kommunikation – FIK
|
